Historien om Mininnguaq's død

Den 22. december 2023 cirka 19.40 banker det på døren, jeg hører en stemme der siger det er fra politiet og han kom for at fortælle at vores søn har været ud for en ulykke. Og vi skulle hurtigst muligt på sygehus syd hvor han er blevet modtaget. Jeg bliver ved med at spørge hvad der er sket, bliver politibetjenten ved med at sige at han vidste ingenting da han kun var budbringer.

Vi ankommer på skadestuen hvor betjenten siger at han lige finder en der kan komme og forklare os hvad der er sket, han kom tilbage med en sygeplejerske og hun siger at vi bare kunne tage op på niende etage, intensivafdelingen, og hvor hun siger at der var en der havde påkørt ham og jeg husker sygeplejersken sige at han havde fået to minimale blødninger i nakken og ikke har brækket knogler nogle steder overhovedet.

Vi kom derop og ventede til han var tilkoblet til, hvor en sygeplejerske fortæller mig at hans hjerne har haft iltmangel fordi han lå på vejen i en halv times tid og derfor var hjernen svulmet op, men han trak vejret selv 100% og trykket i hans hjerne var på omkring 14-15 da vi kom ind. Efter vi kom, faldt hans hjernetryk til 7-9, vi var i chok og vi tænkte og de sagde at de passede godt på ham og så ud som om han faldt til ro og klokken var over midnat hvor jeg tænkte at da de sagde at hvis vi havde lyst til at blive på afdelingen så havde de pårørenderum vi kan sove i, de sagde ikke i er velkommen til at blive med ham i stuen fordi de låste døren om natten. Så vi tog hjem.

Dagen efter den 23. december om morgenen, da vi kom ind, var hans hjernetryk helt oppe på 30-37 og han trak ikke selv vejret, de fortæller så at det går i den forkerte retning, vi var sammen med ham og lidt efter vi var der fik han smertestillende og han fik det bedre igen hans værdier blev "normaliseret" i mine øjne, de havde fortalt os at trykket er normalt ved 5-10. det nåede han også mens vi var der. Vi fortalte dem så også at han hverken røg eller drak og regnede med at han var stærk nok til at hans krop nok kunne kæmpe imod. Hans tvillingbror blev der mens vi tog hjem for at spise og ved 8. tiden da vi kom tilbage var hans tal oppe på 30-40 og det undrede mig meget hvorfor de blev så høje hver gang vi forlod ham og det sagde jeg til min mand også og vi var enige, for hver gang vi forlod ham, blev han kritisk, hans tvillingbror fortalte at efter vi gik blev han sendt ud af rummet fordi de skulle noget. Vi gik ved 4-tiden i det vi var gået og mens hans tvilling blev bedt om at komme ud, pillede de ved medicinmaskine og han vidste ikke hvad. Da vi kom tilbage, var hans hjernetryk helt oppe på 34-37 og jeg kunne se at han fældede tårer og spurgte min mand om han ikke kunne spørge om han ikke kunne få smertestillende, for den havde de stoppet. Vi var sammen med ham til over midnat og hans hjernetryk kom ned på 15-17.

Den 24. december da vi ankom var den helt gal, hans hjernetryk var helt oppe på 40-50 og jeg fik min mand til at spørge hvorfor hans tryk var så høj og om han ikke skulle have smertestillende. Det fik han så og vi kom ind til samtale med neurolog læge og læge, de fortalte os at det så ikke så godt ud og han havde ikke store chancer og han var hjernedød. Jeg som mor græd og bad dem om at give ham en chance, han var kun 19 og havde kun været her i 2 dage. Giv ham en uge eller en måned til at komme sig, lad vær med at have så travlt med at prøve at vække ham op, han var lige kommet til skade. Jeg blev mundlam og min mand sagde så at de lige skulle forestille sig at man får sig en flænge i hud og kød og man bliver syet med tre eller fire sting, hvor lægen så fortæller dig at du skal komme om et par dage så de kunne se om flængen havde helet sig ved at fjerne stingene. Vores fælles ven var med til denne meget triste samtale. Det kunne de ikke, de var fuldstændig kolde over for os. Samme tidspunkt vi var til samtale var hans tvillingbror med ham sammen med mininnguaqs bedste ven som var på besøg, i det øjeblik vi kom ind til ham snakkede tvillingbror højt om at han lige havde bevæget armen og øjenbrynene og han holdt om hans højre arm hvor jeg kunne se han bevægede den, imens en sygeplejerske var ved at fjerne spyt fra hans luftveje lavede han hostebevægelser og løftede armen for at få fjernet sygeplejerskens arm, hans tvillingbror blev nød til at bruge kræfter på at holde hans arm i ro mens han sagde angaju(storebror) tag det roligt. Far råbte til lægerne som var ved at gå at han bevægede sig, men vi fik en kold svar, at det bare var reflekser, og for mindre end 5 minutter siden fortalte det os at hans hjerne er død, og selv hans refleks hjerne ikke reagere, så undrer det os at de siger at det kun var refleks, men der efter begynder de og pille ved hans medicin, de slukkede alt, for nu skal de se om han vil give tegn igen, efter de prøvede gav de ham kun Panodiler selv om vi sagde at han fældede tårer, nok på grund af han var i smerter. De sagde bare til os at han ikke kunne mærke noget.

Ved 4-tiden kørte vi hjem for at lave mad og vi havde lavet en aftale om at nu skulle han ikke længere opholde sig alene igen og hans tvillingbror med vennen og vores veninde blev hos ham, mens jeg blev kørt hjem og manden tog til sygehuset igen med vores anden søn. Klokken 7 da maden var færdig, kørte manden hjem for at hente mad til tvillingbror og vores anden søn. og jeg sagde til ham at nu vil jeg meget gerne ringe til politiet for at høre hvad der virkelig var sket den dag han blev kørt ned. Men han ringede til politiet og fik at vide hvad der var sket. Og det tog ikke mere end en time før vi kørte tilbage, vi så at brødrene var blevet sendt ud til pårørenderummet for nu skulle sygeplejerskerne spise julemad ude i gangen, og i det de var på vej ud, havde de slukket for alarmerne på patienterne så sygeplejerskerne kunne spise julemad i fred og ro.

Vi kom ind og hans hjernetryk var nu på 44-47 og så ud som om, nu går det i den forkerte retning end vi forventede og ved 10-tiden om aftenen tog jeg hjem med den anden bror mens tvillingbror og far blev derover. Da far og tvillingebror var alene, ville lægerne snakke med dem, de fortalte at den er meget galt nu, hans krop og sind var ved at opgive, far blev spurgt om han har overvejet om at donere organer, da han hverken drikker eller ryger var hans organer så fine, der svarede faren nej, så vender de sig mod tvillingbror om de var sikker på at de ikke må brug ham som donor, der svarede han nej, ingen skal skære i min tvillingebror. Der gik ikke mere end en time før far ringede og sagde at nu er det altså nu, passerne kunne ikke længere styre hans værdier og der gik det så helt galt, han stoppede med at trække vejret, hans hjerne tryk steg til 89, og hans hjertebanken steg fra 76 i minuttet til 220 i minuttet, de kunne slet ikke får den ned igen, de kunne slet ikke længere styre hans værdier selv om de gav ham beroligende for hans hjerte og hvad ved jeg hvad de puttede i hans krop.

Den 25. december 02.00 slukkede de for hans respirator, vi kiggede på uret da de slukkede, men hans hjerte bankede i 45 minutter, vi så uret da hans hjerte stoppede, det var præcis 2.45, men lægen skrev at det var 2.49, derefter var vi lidt sammen med ham, og gik så hjem meget nedtrykt over at vi har mistet vores søn, den dag som han har glædet sig til, nemlig, juledag.

Vi mener at de skulle have givet vores tvillingsøn Mininnguaq Knud Nikolaj Broberg 15.07.04. død 25.12.23 en chance for at leve, hvis de ikke havde så travlt med at vække ham op dagen efter ulykken.

Man får informationer lidt efter lidt, nuværende tidspunkt er sagen fra politiet under behandling og han blev kørt ned klokken 19.00, men af alle dem der var til stede efter ulykken, lå han på ryggen på den kolde asfalt uden førstehjælp i en halv time. Og i den halve time var hans hjerne svulmet op på grund af iltmangel, er det ikke obligatorisk at man skal yde førstehjælp, når man får sig et kørekort, politiet var til stede, der var beredskab lige over for, de havde bare dækket ham til med hvidt tæppe indtil ambulancen, kom halv time efter. Der var et barn der havde været på den vej han blev påkørt mens barnet snakkede med sin far og hvor barnet havde sagt at der var en død person på vejen fordi han var dækket til.

Alle havde travlt med juleræs og vores søn blev kørt over, det var ligesom om at, ok, det her skal bare overstås, så man kan holde jul med ens kære familie. Mens vi sidder ved vores søn der kæmper for sit liv på intensiv, da han blev indlagt, havde vi fuld tillid til sygehuset, men time efter time forsvinder tilliden til dem. Især når de begynder at pille ved medicinmaskinen og begynder at stille lige så stille ind til hvad de gør ved ham og stille spørgsmål til hinanden(familien) hvad er det de laver? Hvorfor får vi ikke noget at vide, hvorfor spørger de ikke os om de kan prøve at vække ham, så mange hvorfor.

Til sidst tænker man så bare, at for dem var han kun en rigtigt stærk og rask organ donor, ikke en 19-årig tvilling der prøver at komme sig, en ung mand, individ, en der lige har startet et liv med en rigtigt god fremtid i sig som karrosseri tekniker, en dejlig søn der havde alle de gode egenskaber i sig.

Man kan godt holde en 80-90-årig på intensiv med hele molevitten i nogle uger, når de alligevel dør naturligt om et par år. Men de kan ikke finde på at holde en 19-årig i live i mere end et par dage.

Alle havde travlt med juleræs og vores søn blev kørt over, det var ligesom om at, ok, det her skal bare overstås, så man kan holde jul med ens kære familie. Mens vi sidder ved vores søn der kæmper for sit liv på intensiv, da han blev indlagt, havde vi fuld tillid til sygehuset, men time efter time forsvinder tilliden til dem. 

Update. 22/7-2024

Bær over med os, da der stadig dukker nye sager om vores søns død.

Min opfattelse af ulykken den dag den 22. december 2023 var sådan.

Min søn holder stille i sønderbro med sin løbehjul klokken 19.10 og da lysreguleringen bliver grøn for ham og der var en bil der også skal til venstre, krydser han over i det han skal til venstre mod Kennedy arkaden, bilisten der skal til venstre stopper da der var ved at komme en modkørende bil med høj fart åbenbart. Min søn tænkte sikkert at han lige kunne nå at komme over inden den modkørende torpederer på min søn fra venstre side, min søn ramte hovedet i ruden på bilen og derefter flipper over bilens tag og flyver 3 meter baglæns og lander på asfalten. Der var 2 personer som kom ham til undsætning og som de fortalte holdt de for rødt fra Kennedy arkaden og at de ikke kunne se noget for der var en bus der også holdt stille, men de hørte kun et kæmpe brag. Den ene der kom over til min søn, fortalte at han ikke var ved bevidsthed og han allerede lå i aflåst sideleje og hun turde ikke at bevæge ham da hun ikke vidste omfanget af hans skader. Ambulancen kommer i løbet af få minutter, blev vi fortalt, hvor de giver ham sovemedicin og kører ham på skadestuen. Hvor vi så ankommer der klokken 20.00. og den beskrivelse kan læses på hjemmesiden.

Da han døde den 25. december 2023 klokken 02.45 blev vi fortalt at han ville blive gjort klar til dagen når vi skulle ned til kapellet. Vi kører derned i vores dybe sorg og chok klokken 14.00 med dem der gerne vil have sidste afsked. Vi får endnu et chok da vi så vores søn med alle de instrumenter sygehuset har brugt, der er ingen der har fortalt os at de ikke har fjernet instrumenterne da politiet skulle undersøge dødsårsagen og siden alle har juleferie kan man kun gøre det efter den 27. december. 27. december bliver han sendt til Skejby sygehus for obduktion om morgenen. Tænk! At blive udsat for det! Der er ingen der kommer og spørge ind til om vi har brug for hjælp, det eneste man får er en pjece om at informere kommunen om dødsfald.

Alle holder nytårsferie mens vores søn ligger og venter til alt er åbent igen efter den anden januar 2024 og vi sidder stadig hjemme og ikke får den hjælp vi skal have. Imens får vi travlt med at finde ud af hvad der i virkeligheden skete den dag, stadig ingen klar forklaring.

Hvad skete der med ham og hvad skete der med hans ting og hvad skete der med hans løbehjul og hvad skal der ske fremover. Vi har stadig ikke fået at vide hvad politiet har konkluderet med den undersøgelse i Skejby sygehus, så sparsomt har de været og den dag da vi fik brev om at den ulykke var en tragisk ulykke og det var et uheld og ingen var skyld i det i 2 sider (hvor det kunne være i en side), sidst i januar måned skrev vi en klage til statsadvokaten.

Men primo februar var hans far med til nogle sagsagter med hensyn til hvordan det er foregået den aften det skete, hans opfattelse var at der var tvetydige forklaringer fra vidner og at der ikke var bremsespor, politiet havde konkluderet at bilisten kørte 50 km/t og vores søn kørte på sin løbehjul med 20 km/t, så ham der påkørte vores søn, slap fra det hele.

Hans far havde kigget på beviserne og politimanden havde fortalt at vores søn havde holdt stille over for rødt og var lige sat i gang med sin løbehjul da den blev grøn, da han blev ramt og hvor af man kunne se at en bus der var holdende, havde billeder af vores søn der fløj mere end 2 ½ meter op i luften.

Hans far spurgte så politimanden over den konklusion de havde lavet om hvordan de kunne få det til at hænge sammen om at når vores søn lige var kommet i gang med sin løbehjul, at løbehjulet kørte 20 km/t lige så snart han kørte, nå men det havde de ikke lige tænkt over. Og bilens forrude var smadret og man kunne se der hvor vores søns hoved har ramt og mere til. Ugen efter var hans far til samtale med bilisten fordi faderen ville gerne mødes med ham der kørte vores søn ned. Bilisten fortalte hvordan det skete den aften hvor han siger at ham og hans kone havde været ude og juleshoppe i Friis i hver deres bil, da de skulle hjem havde konen kørt en anden vej og manden kørte ad kjellerupsgade, og at han havde kørt som han skulle.

Jeg vil også gerne sige at der ikke er klare retningslinjer ved lyskrydset mellem sønderbro, kjellerupsgade og karolinelundsvej for cyklister og brugere af løbehjul, andet end én blå linje til dem den ene vej.

Så fik vi brev 2 uger efter, om at sagen fra statsadvokaten er blevet lukket, fordi der ikke var beviser for at der ikke er sket noget ulovligt da vores søn blev dræbt af en bilist.

Jeg sendte en til kommunen og kommunen har ikke svaret.

Jeg sendte den videre til rigsadvokaten hvor de svarede det samme svar fra statsadvokaten, vi fik lov at snakke med pågældende hvor vi forklarede mere direkte, hun kunne godt se at der var noget helt galt der men siden statsadvokaten allerede har lukket sagen, kan man ikke gøre noget ved det og hun turde ikke stille sig op imod politiets afgørelse.

Nu har jeg sendt det videre til justitsministeriet og tro mig, hvis ikke de gør noget ved det vil jeg gå videre med det til menneskerettighedsorganisationen om ikke andet hele verden om hvor diskriminerende politiet og de offentlige arbejder her i Danmark.

Bilistens forsikringsselskab har fået 96 siders forklaring på ulykken fra politiet og vi fik kun 2 sider. Og jeg vil sige at vi stadig den dag i dag får informationer om hans ulykke og ikke mindst afventer vi fra patientklagenævnet og uhensigtsmæssig hændelsesforløb fra sygehuset.